Du er her

Hvordan du planlægger gradeprøver

Nu hvor du har fået afklaret, hvilke af dine elever der skal til gradeprøve, er det tid til at planlægge forløbet. Du har brug for at kende prøvetidspunktet (eng.: exam date). I Danmark er der mulighed for at gå til gradeprøve to gange om året: I april/maj og november/december. (Man skal være opmærksom på, at testen i efteråret muligvis vil finde sted i Malmö, fordi der endnu er meget få elever, der går til prøve på den tid af året). Den endelige prøvedato får man først at vide nogle uger efter, man har indsendt sine tilmeldinger.

Afhængig af på hvilken tid af året, det er, må du afgøre, om dine elever skal til gradeprøve det kommende efterår eller det kommende forår. Hvis dine elever er meget flittige og gode til at arbejde under tidspres, så kan de måske nå at forberede sig til prøven i løbet af ca. 3 måneder. Men du kan også vælge at brede forberedelsen mere ud over året, således at de får ½-1 år til at forberede sig. Hvis du og eleven vælger den sidste mulighed, kan det sagtens kombineres med andre aktiviteter, fx at deltage i orkestre og kammermusikgrupper samt at spille stykker uden for graderepertoiret. Under alle omstændigheder er det en fordel at inddrage skalaarbejde, prima vista/nodelæsning og lyttetræning i alle eller de fleste timer. Hvis eleven går på et hørelærehold, kan lyttetræningen eventuelt ske i samarbejde med hørelærepædagogen.

Du har brug for at tage stilling til, på hvilken grade (1-8), din elev skal gå til prøve. I gradesystemet er det ikke nødvendigt at begynde med grade 1 og følge systemet slavisk op til grade 8. Hvis du fx har en elev på mellemniveau, kan han således principielt gå til prøve på grade 4 eller 5, uden at han har været til prøve før. Dette forudsætter dog oftest en ekstra indsats med hensyn til skalaer og prima vista. Med dit kendskab til prøvekravene (stykker, skalaer & treklange, prima vista, lyttetræning) og din elevs styrker og svagheder, må du vurdere, hvilken grade der er mest relevant for hende. Et ledende princip kunne være, at det er bedre at tage en gradeprøve, som er lidt for let end en, som er lidt for svær. Det er dog også vigtigt, at din elev føler sig tilstrækkeligt udfordret og har noget at stræbe efter.

I forbindelse med planlægning af gradeprøver er det en fordel at læse følgende information fra ABRSM: ”These Music Exams” og ”Examination Information & Regulations”. De kan også skaffes som brochure via den danske koordinator.

 

Theme by Danetsoft and Danang Probo Sayekti inspired by Maksimer